Historien om Kongeåkroen

Siden 1758 har der været kro i Foldingbro på grænsen mellem Nørrejylland og Sønderjylland. Og i perioden fra 1864 og frem til 1920 var kroen også toldsted på grænsen mellem Danmark og Tyskland. Historie er der således masser af ved Kongeåen, selvom selve hovedbygningen på Kongeåkroen er af lidt yngre dato – nemlig fra 1910.

Klassisk dansk køkken – og egen internetbutik
Det er det klassiske danske krokøkken, som dyrkes på Kongeåkroen. Menukortet ændrer sig i forhold til årstiden, men onsdag er der altid stegt flæsk med persillesovs på menuen. Maden på Kongeåkroen er karakteriseret ved at være håndlavet helt fra bunden.

Kongeåkroen drives af Rene Andersen, der siden 2005 har huseret i køkkenet og på resten af kroen i Foldingbro. Og kroen lever i den grad op til navnet, for Kongeåen strømmer stille forbi nede i baghaven.

11 individuelle værelser med charme
Ingen rigtig kro uden mulighed for overnatning, og Kongeåkroen råder over 11 værelser i hovedbygningen og nabobygningen. Hvert værelse er individuelt indrettet, og selvom der ikke er bad og toilet på alle værelser – men på gangen i nogle tilfælde – er de dejlige lyse værelser helt up to date, som lever op til forventningen hos moderne turister. Altså ikke noget med mørke møbler og 70’erne farver.

Naturligvis er der også selskabslokaler på Kongeåkroen. Det største kan rumme op til 150 personer og er helt unikt: Opført tilbage i starten af 1930’erne som en tilbygning til hovedbygningen, er den gamle smukke trækonstruktion med frit lagte bjælker i loftet noget helt særligt – tilsat landskabelige malerier på væggene af den lokale kunstner P.N. Nielsen i 1935, som ifølge rygtet udførte arbejdet gratis mod at blive aflønnet med brændevin. Når flasken var tom, kom Nielsen forbi igen og fortsatte arbejdet.

P.N. Nielsen har dog tydeligvis ikke været beruset, da han udførte malerierne i den store sal på Kongeåkroen, for de er udført med en sikker hånd og passer perfekt ind i historien om Kongeåkroen i en national sammenhæng ved den gamle grænse til Tyskland og det tabte Sønderjylland fra 1864 til 1920.

Det store festlokale bruges også til nogle af de mange koncerter, der jævnligt afholdes på Kongeåkroen. Der er koncert cirka en gang hver anden måned på Kongeåkroen. Blandt de navne, der har langt vejen forbi er bl.a. Tamara Rosanes, Lis Sørensen, På Slaget 12 og Dansk Slagerparade.

Kongeåkroens historie går tilbage til 1758
Kongeåkroen kan føre sin historie tilbage til i hvert fald 1762. I 1790 blev det besluttet, at Foldingbro skulle være landtoldsted mellem Hertugdømmerne Slesvig-Holstein og Nørrejylland, og det var selve kroen, som var toldstedet mellem Danmark og hertugdømmerne – en rolle, der har præget kroen op gennem historien.

Det var dog ikke kun told, der blev opkrævet på landevejen mellem Kolding og Ribe. Helt frem til 1861 blev der også opkrævet bompenge ved passage – dog ikke på kroen, hvor man kun opkrævede told.

I 1864 mistede Danmark som bekendt Slesvig og Holstein, og pludselig lå Kongeåkroen nu ved den ”nye” grænse på kanten af Danmark og Tyskland. Hvilket gav ekstra travlhed på kroen, der nu var det naturlige sted at tage en pause, inden passagen af selve grænsen. I 1906 brændte den gamle kro- og toldbygning, og blev erstattet af den nuværende hovedbygning, som stod færdig i 1910.

I 1914 blæste de storpolitiske vinde igen over Europa og Kongeåkroen i forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig. Den 31. juli 1914 blev grænsen mellem Danmark og Tyskland helt spærret for passage med pigtråd, træstammer, spanske riddere – og en stribe danske grænsegendarmer, der holdt ekstra godt øje med, hvad der foregik ved Kongeåen.

Tyskerne holdt også øje med grænsen, ikke mindst danske sønderjyder syd for grænsen, der forsøgte at snige sig over grænsen for at undgå at blive værnepligtige i den tyske hær. For at understrege alvoren, supplerede tyskerne forsvaret af Slesvig og Holstein med at bygge Sikringsstilling Nord hele vejen tværs over Sønderjylland for at forhindre en engelsk invasion af Tyskland ned gennem Jylland. Bunkere og kanonstillinger kan stadig ses nogle steder i Sønderjylland – bl.a. ved Foldingbro.

1920 blev et festår i hele Danmark, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark og grænsen flyttet sydpå. Det blev naturligvis også markeret ved Kongeåkroen, hvor den driftige kroejer Martin Bendix stod i spidsen for anlæggelsen af mindehøjen ved kroen til mindre om Genforeningen i 1920.

Martin Bendix sad ikke på hænderne. I 1937 kunne han således indvie et stort friluftsbad lige ved selve Kongeåen, som i mange år var et stort tilløbsstykke for kroen og omegnens gæster. I dag friluftsbadet dog væk, men parkanlægget bag kroen, som Martin Bendix også fik anlagt, ligger der stadig den dag i dag og indbyder til en tur ned til Kongeåen, der har haft så stor betydning for historien i Sønderjylland.

Oplevelser i nærområdet ved Foldingbro
Med meget naturskønne omgivelser omkring Foldingbro er der rige muligheder for frisk luft. Ud over selve Kongeåen – med tilhørende muligheder for at fiske – er tur til naturområdet Åtte Bjerge kun to kilometer nord for kroen oplagt til en eftermiddagstur. Åtte Bjerge byder på en dejlig kombination af krat, hede og vådområder samt en smuk udsigt over Kongeådalen.

Er man klar til kulturelle indspark, ligger herregården Sønderskov cirka 7 kilometer nord for Foldingbro lige syd for Brørup. Sønderskov byder på et flot museum med bl.a. en runesten og en lige så flot park med tilhørende krydderhave. Der er gratis adgang til både parken og selve museet på Sønderskov.